Heste søger helt naturligt efter en leder, der respekterer dem og udstråler troværdighed og selvtillid; for det betyder sikkerhed i flokken. Så kan du lede en hest, kan du lede alle, da hesten afspejler dine evner som leder på godt og ondt. Styrk din selvindsigt og dit lederskab hos Halkiær, der tilbyder hesteassisteret leder- og teamudvikling.
Stribevis af bøger beskriver den gode leder, der hviler i sig selv og tør træde i karakter med både håndfasthed og omsorg i sit ledelsesarbejde. Mange ledere stræber efter at kunne fylde ordene ud, men hos Halkiær i Hammel vil hestene hurtigt afsløre, om teorien er omsat til praksis, og om lederen har den omstillingsparathed, som kræves i dag.
”Du bliver en bedre leder, når du træner din ledelse med en hest. Hesten reagerer nemlig på her og nu kommunikation, den forholder sig ikke til din fortid eller din fremtid, men er et spejl af dit nuværende lederskab og giver direkte feedback på dine handlinger,” siger Tina Halkiær Olesen, der er certificeret indenfor hesteassisteret udvikling for virksomheder og driver virksomheden Halkiær med islandske heste fra sin gård i Hammel. På den 14 hektar store grund er der egen skov og faciliteter til træning af ledere og lederteams.
Bliv klogere på dine egne signaler
Hvorfor kan en person let få hesten til at bevæge sig rundt i en firkant, mens det skaber udfordringer for en anden? Det handler om udstråling, troværdighed, nærvær og omsorg. Søren Løgstrup, Head of Distribution hos Vestforbrænding fortæller om sin oplevelse med den hesteassisterede lederudvikling:
”Det var virkelig en øjenåbner for mig at arbejde med hestene, og det bliver meget tydeligt, hvad verbal og non-verbal kommunikation betyder i relationer. Ved arbejdet med hestene får du en hurtig en-til-en respons. ”
Du er ekspert på dig selv
Hos Halkiær er udgangspunktet, at den enkelte leder er ekspert på sig selv, og samarbejdet med hesten gør den enkelte leder klogere på sig selv og sine evner til at lede flokken.
”Øvelserne med hestene giver dig input til din egen ledelse af dine medarbejdere, også når fremtiden er usikker. Vi har ikke en facitliste; øvelserne sammen med hestene afspejler styrke og udfordringer i evnen som leder. Hvis en øvelse ikke lykkes, så skal teamet samarbejde om at finde løsningen. Skal der hentes hjælp udefra i form af en konsulent? Skal der ansættes en ny i teamet, mens en anden skal have nye udfordringer? eller noget helt tredje,” forklarer Tina Halkiær Olesen. Dybest set handler det ikke om at lykkedes i øvelsen, men at få input til sin ledelse eller kollegaskab. Altså at blive klogere på sig selv og hvordan du virker på andre mennesker.
Tina Halkiær Olesen understreger, at hesteassisteret ledelsestræning IKKE handler om at håndtere hesten. Forløbet inkluderer derfor ikke ridning, og det er ikke en hindring, hvis man er bange for heste.
”Det handler kort og godt om at træne dit lederskab, og mange gange ser jeg ledere komme hurtigere fra a til b, når de har arbejdet med en hest. Man kan godt sige, at dit lederskab bliver tunet sammen med hesten,” smiler Tina Halkiær Olesen.
Styrk dit lederskab
I Hammel udvikler de både ledere, teams og individuelle medarbejdere gennem den hesteassisterede træning.
”Vi afholder ofte seminarer for grupper, men jeg har også to hingste, der indgår i 1:1 coaching, fordi hingstene er meget tydelige i deres kommunikation. Derfor egner de sig særligt godt sammen med en enkelt person, hvorimod vallakker er gode facilitatorer i mindre grupper,” siger Tina Halkiær Olesen.
Hvert enkelt forløb bliver skræddersyet efter deltagernes ønsker omkring formål og ønsker om udvikling. Alle øvelserne med hestene dokumenteres på video. Det får deltagerne med hjem sammen med kursusmaterialet, hvor der er plads til den enkeltes refleksioner og tanker. Seminarerne kan fx også opfølges med et udviklingsforløb for ledelsesteamet.
Aktiv træning af lederkompetencer
Samarbejdet med hestene kan netop noget andet end de traditionelle lederkurser. For med fødderne i savsmulden og hesten ved din side får du plads til at tænke og reflektere samtidig med, at du praktisk træner dine lederkompetencer. Det bliver ekstra stærkt, når du gør det sammen med dit lederteam. Så får du også mulighed for at se din chef sammen med hesten og give input til chefens lederskab. Det er sjældent, man får den mulighed i dagligdagen.
Du træder udenfor din komfortzone, hvis du aldrig har arbejdet med heste – og det vokser du af. Samtidig sker det i rammer, hvor du kan være tryg, for der er taget hånd om din og hestens sikkerhed samtidig med, at konceptet er afprøvet internationalt. Hesteassisteret lederudvikling gør dig bedre til at skabe resultater sammen med dit team og styrker din kommunikation. Vil du styrke dit samlede lederskab, så er hesteassisteret lederudvikling det næste skridt for dig.